På forsiden af den netop forgangne weekends Kultur-sektion i Politiken, var der en artikel om Kodaks endeligt. Den var rigt illustreret med forskellige Kodak-annoncer gennem tiden, bla. eksemplet herunder fra 2005, som er en del af en større prisvindende serie med slogan som lyder: “More shots, more chances”. De i alt 190 små billeder viser her et motiv af en kvinde, der sidder med korslagte ben. Motivet er beskåret, så man kun ser hende fra bryst til skinneben, altså med de korslagte knæ i fokus. På et enkelt af billederne, i slutningen af frisen, skiller kvinden benene ad, sandsynligvis for at skifte stilling, og denne lille bitte nuance i monotonien, følges naturligvis op af kampagnens slogan.
Straks jeg så denne annonce kom jeg i tanke om det runde mærke i Statens Kunstråds logo, som netop også gør brug af monotonien for at den ene, skæve udbryder skiller sig tydeligt ud og får den opmærksomhed, som er ønsket.
Det er i begge eksempler rigtig godt set og udført. Eksemplerne understøtter en af mine ynglingsemner fra min undervisnings- og foredragsaktivitet; den larmende hvisken. Emnet handler om, at man ikke nødvendigvis får mere opmærksomhed ved at råbe. Ofte kan man have større held med at få opmærksomme lyttere, hvis man i stedet sænker stemmen. Det handler i allerhøjeste grad om mod, for der skal en vis mængde mod til at tro nok på styrken i sit visuelle budskab, så det ikke behøver at slutte sig til koret med de mange ulidelige råbere!