Journalist Dorte Toft har skrevet et meget interessant og relevant blogindlæg på Berlingske Business. Med udgangspunkt i et konkret og helt nyt eksempel, kritiserer hun den kedelige tendens, at trykte publikationer lægges på nettet i en pdf-udgave lavet ud fra den trykte versions layout.

Når publikationen er sendt til tryk laves typisk en hurtig pdf i en lav webvenlig størrelse, så den også kan downloades fra nettet. Det er sjældent en særlig konstruktivt løsning. Web-pdf’en tager hverken hensyn til læsning på skærm (højformat, for lille tekststørrelse, for lange linjer) eller til print (store billeder, farveflader og/eller tomme områder). Web-pdf’en bliver lavet som enkeltsidet (i forsøget på at imødekomme læsning på skærm og print) men da man alligevel ikke længere oplever layoutet som det var tænt som opslag, bliver flere sider overflødige:

PDF Layout Web
Tv. et opslag fra ASIA NBC af Universe Fonden.
Th. opslaget splittet op i enkeltsider i pdf-udgaven til web.

 

Jeg er meget enig i, at det ikke er nok at lave denne trykte version i en pdf-udgave til nettet. Den bør være der, så muligheden for at se den er til stede. Den kan være masteren hvor image, stil, tone, stemninger, oplevelser, mm. er inddraget i layoutet. En sådan udgave bør være i opslag, evt. som en bladre-pdf, så man kommer så tæt på fornemmelsen af at bladre i den trykte version som muligt.

Derudover bør det være muligt – som minimum – at downloade en version som kan læses direkte på skærmen. Det vil sige, først og fremmest et vandret format. Denne version behøver ikke være kedelig, den kan sagtens have både farvefalder, billeder, osv, men i komprimeret form. Der er ikke længere samme mulighed for at “lege” på et helt opslag. I denne udgave er opslaget kun 1 side. Typografereingen kan med få tag rettes ind, så den bliver mere læsevenlig på skærm (kortere linjer, større linjeafstand, mm) mens der stadig er et tydeligt visuelt link til den trykte udgave. Herunder et forslag på hvordan et layout med få midler kan konverteres til en web-pdf:

 

PDF Layout Web
Tv. en version, hvor jeg har taget farveflader med for at link til den trykte version er så stor som muligt.
Th. en version, hvor jeg har taget højde for, at pdf’en skal være printvenlig, så alle overflødige farveflader er fjernet

 

En mulighed er naturligvis også at hente tekst og udvalgte billeder og grafik ind i en template, så publikationen får et mere rapport-præg, som er er printvenligt og kan klipses sammen i øverste venstre hjørne. I dette forslag er grafikken tilpasset, så den mørkeblå bobbel er blevet hvid med en sort kontur.

PDF til WEB layout
Printvenlig PDF

 

Tag stilling

Afslutningsvis er det meget vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om 3 x layout på samme niveau, og det bør derfor ikke være af økonomiske årsager, at man fravælger konverteringer af den trykte publikation. Ligesom det er vigtigt at tage stilling til, om det er en trykt publikation, man vil lave, eller om man skal tænke alternativer, f.eks. online formidling, er det naturligvis også nødvendigt at overveje, hvilke formål en pdf-løsning skal have. Jeg har tidligere skrevet blog-indlægget “Fra oplevelse til dokumentation” og artiklen på Kommunikationsforum “Stolt virksomhed – stolt layout” som med årsrapporter som afsæt, tager fat i disse spørgsmål.

Jeg møder ofte dilemmaet. Det seneste eksempel er Forlæggerforeningen, som ønskede at sende deres årsstatistik ud som pdf. Den skulle være læsbar på skærmen men skulle samtidig have et interessant layout … og hvis muligt selvfølgelig gerne være printvenlig. Løsningen blev en A4, vandret, med tekst i flere spalter i en punktstørrelse der var læsevenlig på skærm. Hvid bagrund med undtagelse af forsiden samt enkelte sider med stort billede. Kapitelsider fik et sort felt for at skabe kontrast. Vurder selv løsningen af denne digitale publikation som i sin fulde længde kan downloades på Forlæggerforeningens hjemmeside samt udvalgte sider under Cases.

 

 

 

 

6 Comments

  • Supergodt og illustrativt indlæg! Jeg sidder selv med samme overvejelser ifht. at nogle trykte undervisningsbøger skal laves til e-bøger. Jeg savner inspiration og forslag til, hvordan man kan udnytte mediet og bruge de fordele, der er ved digitale løsninger i stedet for, at de bare bliver fattige gengivelser af de trykte.

    Hvis du har forslag/links til smukke digitale designløsninger, hvor det er lykkedes godt, så fyr dem meget gerne af til mig 🙂 Jeg synes der er langt mellem snapsene.

    Men her blev jeg i hvert fald lidt klogere! Tak 🙂

    kh
    Pernille

  • Super fint indlæg. Dejligt du slår et slag for skærm læsevenlige pdf’er.

    Der er 2 ting der kunne løfte oplevelsen yderligere:

    1) Mellem overskrifter
    2) Kun 1 spalte

    Det er rigtig hårdt at læse på en skærm og alt hvad man kan gøre for at lette det. Modtages med taknemmelighed af læserne.

    Personligt skriver jeg meget sjældent ud, da jeg foretrækker at spare tid til print og arkivering, papir og toner.

    Så jeg sætter meget pris på at layoutet er gjort lækkert til at læse på en skærm.

    @Pernille – sikke en god ide at samle eksempler til inspiration, når vi oplever rigtig gode pdf’er til skærm

    /Susanne

  • Hej Christina,
    det er mig der var projektleder på AsiaNBC projektet og rapporten. Jeg er helt paf over at du er gået så detaljeret ned i at tænke over layoutet, det er meget interessant og meget lærerigt. Tusind tak, jeg skal lige have sat mig og dyrket det i detaljer.
    Jeg har lagt et svar ovre på Dorte Tofts blog, hvor jeg forklarer de overvejelser vi havde da vi valgt papir og et mere “tungt” website. Dels pga. en meget specifik målgruppe, dels fordi vores budget var meget stramt.
    http://bizzen.blogs.business.dk/2012/10/09/nar-nettet-bliver-et-dumt-ekko-af-glossy-magasiner/#comment-89867
    Bare for lige at markere at vi faktisk tænkte over det.
    Bedste hilsner,
    Peter

  • Hej Peter

    Tak for din så positive respons på mine hurtige bud på konvertering af trykt til skærmvenligt materiale.

    Det er en god argumentation, du har svaret til Dorte Tofts indlæg, og rigtig rart at høre, at der er taget stilling. Det er nemlig mit kernebudskab; at man tager stilling, ifh til bla. målgruppe og naturligvis de økonomiske rammer. Virkeligheden er jo, at man sjældent kan (og måske heller ikke skal) komme ud i alle hjørner, og må prioritere. Umiddelbart lyder det som, at et website og en trykt publikation er meget dækkende, produkter der hver især ligger inde med helt særlige kvaliteter.

    Jeg har ikke det mindste imod de såkaldte “glossy” publikationer, og jeg vil godt nok være ked af de, hvis pdf’er skal erstatte disse … for det kan de på ingen måde ikke! Formidling på tryk skal vælges, når det er relevant. Ligesom formidling online skal det.

    Men at lave pdf’er af en trykt publikation er efterhånden blevet lige så naturligt for os, alle som at trække vejret. Og mange kan have rigtig god gavn af at give denne pdf en ekstra tanke. Kan den bruges til mere end blot at være en kopi/dokumentation af en trykt publikation? Det kan den da, og oven i købet med ganske få midler. Men om den skal det, er en vurdering der skal tages i den enkelte situation.

    Tillykke med jeres publikation – både den trykte version og webudgaven.

  • Tak for din positive respons og opfordring, Pernille … jeg vil naturligvis straks researche på gode eksempler på pdf-publikationer. Forslag er meget velkomne, og når tiden er inde, samler jeg dem i et blogindlæg.

    Indtil da kan du måske finde inspiration i et eller flere af flg. links, der på forskellig vis omhandler emnet online pdf’er:

    http://rosendahls.dk/Files/Filer/Dokumenter/netpub/netpublikationer.htm
    http://www.grafikteam.dk/portfolio/pdf-filer/
    http://www.onlinepdf.dk/
    http://www.flip-it.dk/

    Bedste hilsner fra Christina

  • Og tak for dine supplerende og konstruktive forslag, Susanne. Jeg er meget enig i, at man skal have læsevenlighed for øje. Der er uendelig mange nuancer at tage fat på. I ovenstående indlæg er min pointe først og fremmest, at det kan gøres meget enkelt, i håbet om at det kan inspirere til at gøre et forsøg i stedet for at skræmme.

    At tænke tekst ind i processen er relevant men noget af en mundfuld og en disciplin i sig selv. Tekst fra en trykt publikation kan med fordel skrives om til optimal læsning på en skærm. Som minimum bør man måske forfatte mellem overskrifter, som du foreslår. Jeg synes dog, at man er nået rigtig langt, ved at konvertere den eksisterende tekst ind i et format der er A4-vandret 🙂

    Jeg skriver også sjældent ud, men det er udelukkende fordi jeg er nærig med mine printertoner. For jeg holder stadig af at læse langt det meste fra papir, have mulighed for at understrege, skrive noter, mm. Derfor ovenstående bud på en enkel og printvenlig konvertering. Da denne printvenlige form går på kompromis med det spændende layout (til skærm) når vi jo desværre ud i mange versioner … det ER et dilemma.

    Bedste hilsner fra
    Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.