Jeg har i et tidligere indlæg fotograferet en lille melodistump fra en Metrostation. Her er endnu een fra søerne i København. Jeg så naturligvis straks muligheder for en hel symfoni og ventede derfor længe på at fuglene skulle flyve rundt om sig selv. Pigen havde desværre ikke brød med, hvilket kunne have hjulpet på det, så jeg måtte nøjes med denne rolige bid melodi.
Jeg har begrænset mig til de svømmende fugle, placeret indenfor de frem nodelinjer. Øvede komponister vil muligvis kunne inddrage både de fire sorte fugle på stien og et par af dem luften? De vil med sikkerhed forbinde nogle af de tætte noder med en bjælke og f.eks. differentiere mellem 1/2-noder (hvide noder) og 1/4-noder (sorte noder som i eksemplet her). Så kan de to nodetyper f.eks. hver især repræsentere de hvide og sorte fugle? Yderligere finjustering, som f.eks. takter, er naturligvis også et must, for at partituret skal kunne bruges til noget … Men bruger man disse små, grove skitser som afsæt til forskellige improvisationer, kan de give rigtig god mening.