Jeg har netop været så utrolig heldig at vinde een af mine yndlingsplakater; “Kærlighedsvalsen” (1920), en af den produktive mester-plakattegner Sven Brasch‘s (1886-1970) ca. 500 værker. Denne og en hel del andre skønne og smukke plakater, er nu reproduceret i højeste kvalitet af Dansk Plakatkunst – denne letafklædte dame hænger nu og pryder på første parket som sofastykke i mit hjem. Heldige mig 🙂

Sven Brasch’s hurtige streg er meget karakteristisk og hans skønne damer ligeså. Ser man dem i fuld figur, vil de typisk optræde med et markant hofteknæk som på denne plakat for Kærlighedsvalsen. Kjolens lette, transparente effekt er det endegyldige bevis på håndværkets høje niveau.

Jeg får studeret dette mesterværk nøje i disse dage, og morer mig samtidig over de typografiske detaljer, som med nutidens briller er absolut no-go, men som naturligvis er med til at give den gamle plakat sin charme et klart tidsbillede. Læg bla. mærke til tekstspalten i nederste højre hjørne, som med sin faste for- og bagkant danner gabende huller/floder imellem ordene. Og allerede på første linje er der en temmelig uskøn orddeling: Hi-storie. Den håndtegnede overskrift med de fine s’er står nærmest i spænd mellem kvinden og rammen og den lille prik (bindestregen) kan kun lige være der.

Som underviser inden for layout, er jeg også nød til at kommentere placeringen af de to tekster i hhv. øverste, venstre og nederste, højre hjørne. – En lidt kedelig diagonal mens kvinden er placeret nøjagtig i midten. I mit stille sind har jeg ofte tilladt mig selv at rykke lidt rundt på disse tre elementer for at styrke plakatens komposition …

kaerlighedsvalsen

 

Med fare for at udføre den største helligbrøde på jord, tillader jeg mig her at byde kompositionen op til en kærlig vals, og præsentere nogle alternative bud dens udformning:

På det første alternative eksempel herunder, har jeg rykket overskriften med dens undertekster ned, så den holder overkant med tekstspalten th. Ved at komprimere typografien i et samlet bælte i bunden, omkring de slanke ben, frigøres plads til kjolens bevægelse og sikrer større fokus på kvinden. Den lige tekstspalte th. følger op på kjolens helt lodrette linje på højre side af kvinden. Skriftbilledet tv danner en skrå form, der følger op på kjolens skrå linje til venstre for kvinden.

kaerlighedsvalsen_version1

 

På eksemplet herunder er de to tekstblokke byttet om, så den tunge er placeret til højre for kvinden og dermed “presser” hendes ben mod venstre, hvor den lette tekstspalte er placeret. Kvinden er rykket mod venstre, og efterlader et flot rum bag sin ryg.

kaerlighedsvalsen_version2

 

På de næste to eksempler er teksterne ligeledes komprimeret, så de er placeret over hinanden på den ene af kvindens sider. Pausen mellem teksterne er vigtig, da den giver plads til at kjolen kan bevæge sig. På øverste eksempel er skriftbilledet med overskriften placeret på højre side, så dets skrå form følger den skrå linje i ryggen mens V’et (i valsen) ligger parallelt med armen. På nederste eksempel har skriftbilledet med overskriften næsten samme placering som udgangspunktet, dog med lidt mere luft hen til kvinden. Overskriften og rummet omkring hoved og arm går flot i hak.

kaerlighedsvalsen_version3

kaerlighedsvalsen_version4

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.