Layout af valgplakaten

I disse dage bliver vi alle bombarderet med valgplakater i forbindelse med det kommende kommunevalg. Der har ifgl. Politiken, været en kæmpe stigning i produktion af plakater sammenlignet med sidste kommunevalg, og plakaterne skal efter sigende have en god effekt på vælgerne, ikke mindst de yngre vælgere stemmer ud fra valgplakaterne.

Jeg har de sidste par dage fotograferet nogle af de mange eksemplarer på min daglige færden rundt i Brønshøj-Vanløse-Frederiksberg-området samt på Christianshavn. Herunder vil jeg gennemgå de væsentligste fordele og ulemper i layoutet på denne helt særegen type plakater.

 

Tænk plakaten ud i virkeligheden

Det er altid vigtigt, at tænke sit layout ud i sidste led, i den virkelighed, som det skal fungere i. IKEA lavede engang en rød tilbudsplakat med en stor gul cirkel med prisen. Denne plakat skulle hænge på S-togsstationernes 3-delte plakat-holdere, hvilket resulterede i, at der hang kæmpe Christiania-flag overalt langs S-togs-nettet. Det havde absolut ikke været IKEAs hensigt. Hvor titlen eller afsender-logoet på forsiden af en folder skal placeres, kan være meget afgørende, hvis folderen f.eks. skal stå i et stativ på et bibliotek, hvor halvdelen af formatet bliver dækket.

Hvad valgplakater angår, er situationen ude i virkeligheden helt grotesk; Plakaterne skal fungere langs vejene, udenfor i al slags vejr, og de er oppe imod en voldsom konkurrence, internt i partierne og partierne imellem. Samtidig med at de enkelte kandidaterne i et parti skal konkurrere indbyrdes, skal de også fremstå som en samlet helhed for partiet. Fælles for dem alle er det, at de er hadet af de fleste af os andre … vælgerne. Det må siges at være en temmelig lang liste med udfordringer, som disse plakatlayouts møder ude i virkeligheden.

Af enten økonomiske- eller miljømæssige grunde eller for at gøre ophængningen, af de ofte opklæbede plakater på tunge plader, lettere, har nogle af kandidaterne valgt at forsøge sig med alternative materialer, bla. print direkte på lette plastplader. Der er fordele og ulemper ved de nye materialer – mht vejret, så vil papirplakater let gå i stykker mens plastpladerne bøjer og knækker.

Alle plakater hænges desuden op med plastikstripes, et godt eksempel på en lille detalje i sidste led, som kan få en meget dominerende rolle. De tre eksempler herunder har hhv. horn, diadem og en tyk streg i panden. Placeringen af portrættet og des mørke og lyse områder (pande, hår, o.lign) kan være en fordel at have med i sine overvejelser ift. placeringen af huller til stripes, men farven på stribes kan også afhjælpe meget; Sorte stripes ville have været at foretrække til de to portrætter herunder til venstre, mens det er meget heldigt, at man ikke valgte en sort strip til portrættet længst til højre!

 

Portræt eller ej?

Een af de største ulemper ved den store mængde valgplakater er den kedelige monotoni man møder i gentagelsen af den samme  plakattype. Hvad enten det er en plakat for den samme kandidat eller blandet med forskellige kandidater, kommer vi ikke udenom den store mængde ansigter, øjne, hud! Stort set alle partierne i min lille samling her, består primært af de klassiske kandidat-plakater med portrætter, men et par stykker har suppleret med budskabsplakater som Venstres herunder eller forenklet yderligere, som De Radikales store magenta plakat. At møde dette enkle B i denne komplekse plakat/portræt-kontekst, er nærmest en lise, en fredfyldt visuel pause, hvor man kan finde ro og hvile for øjet. Ud over at det kan være en stor fordel at veksle med forskellige typer plakater i kommunikations-øjemed, kan det også visuelt have stor værdi.

Det eneste parti der her skiller sig ud, er Enhedslistens plakater. Hvorfor de har fravalgt kandidaterne, i de områder jeg befandt mig, til fordel for fokus på tema/budskabsplakater med store slogans, skal jeg ikke kunne sige. Jeg fandt i alt fire plakater, een med det store logo-Ø og tre med slogans i hver af de tre grundfarver (rød, gul og blå). Trods det gennemgående layout med den afrundede billedramme, finder jeg disse plakater for forskellige i denne særlige og meget kaotiske situation, som tiden er op til et valg. De to første plakater har den røde farve til fælles, hvilket er deres stærke visuelle link – variationer inden for et tema. At inddrage store gule og blå flader, flader der er udsnit af foto eller anden grafik/logo, bliver alt for komplekst. Keep it simple!

 

Portrættet

Når man arbejder med portrætter, skal man bla. tage stilling til:

• Gråtone- eller farvebillede?
• Farvejustering (med portrætter i særdeleshed, er det vigtigt at farvejustere, så den store mængde hud ikke bliver for lyserød, hvilket mængden af plakater taget i betragtning, kan blive en kende ucharmerende)
• Beskæring af personen (vandrette linjer som f.eks. beskæring på halsen, øverst på brystkassen eller omkring navlen men også de lodrette linjer, eks. om det ene øre må beskæres væk), to meget forskellige beskæringer er f.eks. brugt på plakaterne for Liberal Alliance
• Baggrunde: En foto-baggrund kan være med til at fortælle en historie om kandidaten, men den kan meget let blive alt for kompliceret med sine mange informationer (De Konservative). Man kan vælge at sløre baggrunden, så den ikke indeholder informationer men blot skaber lidt liv bag portrættet (Venstre). Mange vælger en ensartet farvet baggrund for at skabe ro omkring portrættet, lave et tydeligt visuelt link kandidaterne imellem eller for at bruge en farve som visuelt link til partiets farve. Man kan opnå den ensartede farve ved fritlægning af portrættet, så baggrund bliver hvid (Radikale) eller ensfarvet (Liberal Alliance) men den bliver samtidig også nemt meget neutral og kedelig. SF har valgt at tage deres portrætter foran en ensfarvet baggrund, så der stadig er “liv” i form af en skygge
• Supplement: I portræt-genren kan det også give mening at fremhæve personen vha en fortolkning, enten ved brug af ting der har en symbolsk værdi, i en karakteristisk skyggelægning, osv. Til brug for en valgplakat vil det typisk være alt for meget information og blive for svært afkodeligt. Her kan det netop være en fordel at overveje påklædningen, smykker, mm. så man fremstår så enkel som muligt.

Man må overveje, hvad der vægter mest: Kandidatens eget behov for at skille sig ud eller parti-fællesskabet. De fire plakater herunder, som jeg har fundet for Socialdemokraterne, giver tilsammen et meget broget billede, hvor stort set alle punkter herover kommer i spil. Det mener jeg er et galt budskab at sende og kan kun til nød accepteres, fordi layoutet er så konsekvent, at man ikke er i tvivl om fællesnævneren.

Omvendt kan portrætter være så konsekvente, at de enkelte kandidater forsvinder i den store mængde af partisoldater. hos De Radikale har man besluttet, at alle skal have sort/mørkt tøj på, de er alle beskåret ens (midt på brystet) og er dermed lige store, og har hvid baggrund. Det kan derfor være svært at få øje på Mikkel (3. plakat fra venstre) midt i rækken af Dorthe. At konsekvensen er dyrket så langt ud, frarøver kandidaternes mulighed for at vise lidt personlighed og det bliver meget monotont og nærmer sig ligegyldighed?

Også SF er ekstrem konsekvente, men i og med at portrætterne er større, får vi mere kontakt med kandidaten trods den stramme visuelle parti-linje, omend nogle af portrætterne er så store, at de bliver beskåret tæt. En anelse mere luft ville have været en befrielse.

 

Layoutet

I layoutet kommer alle elementer i spil (portræt, navn, logo, farver, evt. statement/slogan, osv). Skal man tænke konsekvens (template-design) eller fleksibilitet inden for en tydelig visuel fællesnævner? Og hvor meget personlighed og supplerende information fra den enkelte kandidat, kan en stærk visuel fællesnævner klare? Vi har allerede været inde på det flere gange i indlægget. Her lidt supplement som er layout-relateret:

Den største udfordring er at stoppe i tide og ikke fylde plakaten med for mange informationer: De to plakater for Liberal Alliance herunder, viser et meget tydeligt link grundet farverne, trods forskellige typer portrætter og tekstbearbejdning. Logoet er slet ikke til stede på den venstre udgave, her er til gengæld tilføjet et ekstra bånd i bunden med nogle statements!

De Konservative går helt over gevind og har både meget informationsrige baggrunde, slogan, logo og navn og derudover en by-grafik i en gradueret grønlig baggrund. Desuden er denne stil ikke konsekvent kandidaterne imellem.

Dansk Folkeparti lider af et alt for kompliceret logo der bliver ekstrem presset i bunden af plakaten.

De Radikale har ikke den gennemgående, vandrette bjælke at placere logo og informationer i, hvilket måske nok er en befrielse, men omvendt gør, at kandidaten med sit sorte tøj, er tvunget til at være placeret i venstre side og agere baggrund for logoet, hvilket bliver en ærgerlig begrænsning.

Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance har en cirkel med sit bogstav. Bjælken agerer som roligt udgangspunkt på Socialdemokraternes plakat, så cirklen med A’et netop kan blive det “levende” element i layoutet, mens cirkle med I’et er lukket klaustrofobisk inde.

SF har ligesom Enhedslisten en gennemgående billedramme, en ramme som dog ikke bruges på plakater for dem der stiller op i regionsrådet (må man formode). Hvis det er tilfældet at det er sådan det hænger sammen, er layoutets konsekvens brugt konstruktivt til at kunne blive brudt.

Vigtige layout-temaer som bla. Farver og Typografi er ikke berørt i dette indlæg, i et forsøg på at begrænse mig. det må jeg derfor komme omkring ved næste valg.

 

Konklusion

Selvom SF’s plakater er lidt mørke og tunge med associationer til lumre, bordaux velourbelagte rum, er det ud fra min samling her, den serie der fungerer mest overbevisende. De har et tydeligt link til hinanden samtidig med at kandidaten er i fokus. Selvom de er template-designet er de  ikke kedelige, der er ingen vandrette bjælker. Der er tænkt konstruktivt i en billedramme der skal binde foto og den øvrige grafik sammen, omend den er en kende for neutral og uden link til logoets form, og logo og  navn får plads i et stort luftigt og lyst rum.