Da Danmark i foråret vandt Melodi Grand Prix, var jeg meget spændt på, hvordan dette 3. Melodi Grand Prix-logo skulle komme til at se ud. Ville man på bedste nordisk og skandinavisk vis, gøre brug af minimalistiske streger i en form med associationer til hjerte, lyskegle og måske en enkelt eller flere danske designklassikere (?), som det var tilfældet i det elegante og – i netop denne sammenhæng – måske lidt arrogante logo fra 2001? Eller ville man falde i Melodi Grand Prix-sød-suppe-gryden og overgive sig til massive og volumiøse farve- og skyggeeffekter, som man ofte ser det i Grand Prix-sammenhæng?
Det er for længst besluttet, at Melodi Grand Prix 2014 skal foregå i København, nærmere bestemt i de rå B&W Haller på Refshaleøen, hvilket stilmæssigt er en herlig kontrast til konceptet og derfor lovede rigtig godt. Den visuelle identitet er der arbejdet intenst på gennem længere tid, og nu er det endelige logo netop blevet offentliggjort.
En barok diamant
Løsningen er blevet en 6-kantet diamant, som er tænkt som en kontrast til stedet og et symbol på samlingspunktet på scenen. “En diamant er jo det ypperste materiale, både energisamlende og energigivende”, siger DRs executive producer på showet, Pernille Gaardbo på DR.dk.
Min umiddelbare reaktion på logoet var, at det er meget lidt dansk og nordisk. Trods diamantens kølige farver fremstår den meget tung, kompakt og klodset og helhedsindtrykket er ekstremt barokt, som man typisk ser grafik lavet sydpå. Der ligger mange fine tanker bag valget af diamanten som symbol, men dette er ikke blevet en elegant diamant. Den massive og aggressive form virker grotesk, og jeg ser for mig de russiske nyrige med diamanter i deres pelshuer. Eller … er den mon overhovedet ægte?
Slibing og form
Spørgsmålet er, om logoet skal forestille at være den uslebne diamant, eller om den er forsøgt konstrueret efter alle slibekunstens regler?
En diamant kan slibes i mange forskellige former (dråbe, hjerte, kantet, osv), men det er ekstremt vigtigt for dens værdi, at den har de rette proportioner inden for den valgte form, dvs. at vinklerne på facetterne er helt korrekte. Den klassiske anatomi er den viste herunder (diamanten ses her fra siden, mens den set oppefra er rund). Jeg er nysgerrig efter at vide, om der er en helt speciel grund til, at man har valgt denne 6-kantede form til logo? Refererer det til scenen eller er parafrase for andet? Og kunne formen og slibningen have været endnu mere unik? Når nu slogannet #JoinUs er inkluderet et hashtag, kunne en idé måske have været, at slibe diamanten ud fra hashtaggets vinkler?
Farver og reflektioner
Ifgl. Wikipedia er de såkaldte Fantasy-diamonds med en helt speciel farve, f.eks. helt blå, ekstremt sjældne og derfor de mest kostbare. Det kan derfor give mening at logoet netop er helt blåt. Symbolikken knækker desværre i animationgrafikken, som billedet herunder er et foreløbigt bud på. Diamantens lys-reflektioner fremstår uklare i et mørkt rum af pink og lilla farver, stjerneglimmer, og lignende Disney-effekter, der gør helheden pige eller i bedste fald teenage-agtig. Her kunne et enkelt og lyst reflektions-univers i kølige nuancer, have været flot omkring hovedpersonen, som jo netop synger i de voksnes Melodi Grand Prix og ikke i børnenes MGP.