Så er årets store julegaveidé udkommet; en fantastisk bog om arkitektur for børn. Aldersgruppen er fra indskolings- til udskolingsalderen +50 år, hvis man spørger mig. Det er den første af slagsen, som dels informerer om vigtig og nyttig fagviden som f.eks. størrelsesforhold/skala og redskaber, dels inspirerer med eksempler og fotos af alverdens materialer, arkitektur og ikke mindst modeller bygget af børn i forskellig aldre.
Der er allerede skrevet mange rigtig gode anmeldelser af bogen i diverse aviser, blogs, mm. Her er et par fine eksempler: Far, hvem tegnede Eiffeltårnet? fra Berlingske Tidende og Byg et elefanthus derhjemme fra bloggen Finespind.
Den bedste anmeldelse har jeg dog fra min datter, der har gået til “Arkitektur” på DAC gennem flere år, og har haft de to forfattere Julie Dufour og Malene Abildgaard som undervisere. Hun har derfor prøvet at lave de fleste af bogens opgaver og ikke mindst oplevet de to damers brændende engagement i formidling af arkitektur til børn. De er simpelthen fantastiske.
Arkitektur er et komplekst emne, men det er formidlet meget flot og effektivt, både visuelt og skriftligt.
Rigtig god fornøjelse med bogen og de mange timer sammen med dit barn.
Forfattere: Julie Dufour og Malene Abildgaard
Fotos i bogen: Jens Hemmel
Layout: Fie Sahl Freutzfeldt
Forlag: ABC-forlag
Sprog: DK og UK