I foråret skrev jeg et meget begejstret indlæg om den geniale Happy Wall af Thomas Dambo på Metroselskabets Byens Havn på Kgs. Nytorv. Efter en lang sommer, tog jeg forleden et smut forbi for at gense den og fik mig noget af en positiv overraskelse. Trods at den jo af gode grunde er i konstant forandring, lignede den ved første øjekast sig selv med de farverige kontra sorte felter med former og tekst i positiv/negativ.

HappyWall

 

Da jeg nærmede mig væggen, åbnede sig et helt nyt visuelt og kommunikativt niveau … Det viser sig, at væggen er blevet en magnet for et hav af diverse tags, kærlighedserklæringer, dating-kontakter, tegninger, navne, udsagn, opfordringer, citater, stickers, osv. der myldrer frem, mens jeg går væggen i møde. Om der på noget tidspunkt er blevet opfordret til denne adfærd, tror jeg ikke. Jeg ser det som en positiv gestus af forbipasserende fra hele verden – de holder af og identificerer sig med dette værk, som med sit koncept har åbnet op for interaktion … og det har det så sandelig fået. Godt gået! “Jeg bliver glad hver gang jeg møder dig på gaden” står der på en lille sticker i det røde område. Lige mine ord … det er et rigtig godt eksempel på, at grafitti/hærværk ikke altid er skidt. Dette er ikke en grædemur men en kærlighedsvæg 🙂

HappyWall_tags

HappyWall_sticker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.