Violiner og neoncocktails

Jeg har været så heldig, at blive inviteret i DR Koncerthuset i forbindelse med DR Symfoniorkestrets 90 års fødselsdag for nylig. En fantastisk koncert!

 

Det er så fin en tur i mørket fra metroen hen mod den smukke, blålig oplyste, let transparente og enkle kube, tegnet af arkitekten Jean Nouvel. Efterfølgende nydes musikken i den omfavnende, kompeks udformet, store koncertsal i varme nuancer i kubens indre. På mange måder et meget kontrastfyldt møde mellem det ydre og den indre side af Koncerthuset:

 

Det er designbureauet e-types der står bag Koncerthusets visuelle identitet, som i sin logotype formidler, at huset består af 4 koncertsale og dermed til meget forskelligartet musik. Logoets karakteristiske, stramme stensil-typografi bruges også til overskrifter i anden visuel formidling, både i versaler og minuskler (se forsiden af programmet herover samt opslag fra Koncerthusets magasin herunder). Det typografiske billede er smukt og effektivt og lige så kontrastfuldt som arkitekturen.

 

Jeg ville ønske, at den magiske stemning fra det kølige ydre til det varme indre kunne mødes i et magisk knips. For lige så begejstret, som jeg er for de to kontrastfulde oplevelser af Koncerthuset, lige så forundret og provokeret er jeg over den store foyer, som man er nød til at passere igennem. Foyeren (også kaldet Studie 1) har med sine rå betonvægge med elefanthuds-overflade samt vue til glasfacadens spinkle konstruktion, sine egne kontrastfulde, arkitektoniske virkemidler. Desværre bliver dette bevidste møde fuldstændig overdøvet af visuel støj i bla. indretningen, udsmykningen og skiltningen, og foyeren kommer til at fremstå som en rodet og ufærdig del af helhedsoplevelsen. Første gang jeg besøgte Koncerthuset var min tanke, at man nok ikke var blevet færdig med foyeren endnu. Nøjagtig samme følelse har jeg nu, flere år efter.

 

Konceptet bag møbleringen er meget konsekvent. Den består af robuste kasser og bokse der bruges til at rejse med koncert-udstyr. Deres beklædning varierer mellem sort læder, træ og metal, men alle har de karakteristiske metalrammer og hængsler. De forskellige størrelser gør det muligt at lave sidde- og borde-arrangementer, og de kan stables til brug for garderobe eller bar. Selv skraldespandene er sådanne rejse-kasser med udskårede huller i låget til affald. Kasse-konceptet gør indretningen mobil og fleksibel, hvilket logistisk kan være en nødvendighed, men fleksibiliteten har den ulempe, at der kan ske uheldige sammenstød mellem f.eks. skilte og skærme, som på billedet herunder. Trods den store konsekvens i den konceptuelle møblering, er helhedsindtrykket lidt af en mundfuld, når baren fremhæves af en kæk, håndskrevet, lilla neonrørs-typografi, der i bedste Miami Vice-manér spiller op til en disco-cocktail med de tunge, firkantede, orange lysinstallationer på væggene.

 

I et hus af denne kaliber skal der en del funktionel skiltning til – et krav der imødekommes af letaflæselige, lysende skilte ved bla. rulletrappe, elevator og toiletter.  Man kan dog undre sig meget over, at den visuelle identitets karakteristiske stencil-typografi ikke bliver brugt her?

Især ved de store, enkeltstående bogstaver i garderoben (billedet herunder), er det meget oplagt at bruge stencil-typografien. Men ak, den visuelle identitet har ikke formået at gennemsyre det hus, som den skal repræsentere. I det hele taget fremstår foyeren som en grotesk skilteskov med et rigt liv af diverse variationer: forskellige skiltetyper (bla. A-skilte i pap, roll-up-bannere, typografi trykt på kasser), forskellige typografier, forskellige skriftsnit, forskellige størrelser, osv.

Selv de mange skærme, der har den fordel, at de kan indeholde store mængder information, er i sig selv med til at skabe forvirring i helhedsindtrykket, og netop fordi skærmens slides erstatter hinanden, bliver den layoutmæssige og ikke mindst typografiske inkonsekvens ekstra tydeligt. Efter en del foregående slides med brug af en anden typografi, dukker pludselig denne op (billedet herunder). Pling … pludselig er man i DR Koncerthuset igen, og man forstår at DR Koncerthuset ønsker at give en information! Det er lige præcis det en visuel identitet kan/bør/skal; Være letgengendelig og lettilgængelig. Men det kræver at den bliver adopteret og respekteret af alle i alle led i firmaet/organisationen/sammenhængen.

 

At dette koncerthus repræsenterer meget forskellig slags musik fremgår tydeligt: Fra den blå kubes elektroniske techno, til foyens rockede interiør og poppede disco-installationer til den store koncertsals klassiske seriøsitet … alt sammen godt hver for sig, men mindre chamerende, når det bliver spillet på samme tid!