Inden jeg får smidt den forgangne ugens aviser ud, vil jeg indvie jer i een af mine mange små, sjove, daglige indslag. Det går i al sin enkelthed ud på, at opdage sammenhænge mellem fotos, tegninger, grafik, mm. på begge sider af de tynde, halvtransparente avissider. Disse overraskende møder opstår, idet man bladrer, så lyset trænger igennem siden. Ofte sker der ikke noget bemærkelsesværdigt, men er man heldig kan der opstå et næsten magisk øjeblik, som kan være tankevækkende, humoristisk eller på anden måde interessant og relevant. Herunder er forskellige, udvalgte øjeblikke fra Politiken, uge 3:
I eksemplet herunder studsede jeg over, at en person vasker guld med en arm! Det viser sig, at være armen på en mand fra Haiti, der på en losseplads brænder plastikledninger for få fat på kobberet, som han kan sælge videre. Denne arm rammer nøjagtigt samme linje som stangen på rengørringsassistent Morten’s mobbe fra en artikel om arbejdsløshed i Danmark. Udover det groteske og lidt humoristiske møde mellem motiverne samt den formmæssige præcision mellem de to linjer, har de to mænd også en skæbne tilfælles … de har begge fundet på en beskæftigelse for at overleve.
Een af de ulykkelige skæbner efter jordskælvet i Haiti i 2010 kigger også pludselig ind af vinduet til et drengeværelse på en efterskole. Artiklen handler om de unges tiltagende forbrug af spil hvor penge er involveret …
En anden, meget højaktuel historie på forsiden af Debat, lørdag d. 10. januar, omhandler tiden efter angrebet på Charlie Hebdo, hvor jurastuderende Tarek Hussein sætter fokus på de mange muslimer, der også er blevet ramt af terroristernes vanvid. Et stort portræt pryder forsiden, et portræt der emmer af tristhed, eftertænksomhed … lige indtil man bladrer og en karikaturtegning af to flittige debattører dukker op på hver side af næseryggen på det rolige, sørgende portræt. Det er Zenia Stampe og Søren Espersen der diskuterer humanisme …
En flygtningefamilie fra Irak lander pludselig i et mylder af franskmænd, der står i kø for at købe denne uges udgave af Charlie Hebdo …
I den mere humoristiske afdeling er dette møde uden tvivl ugens vinder. Ved en tilfældighed lander en lille mand af tegneren Philip Ytournel mellem benene på en langbenet afklædt dame udført af kunstneren Hans Henrik Lerfeldt:
Og Dovne Robert, som umiddelbart sidder dybt koncentreret ved sin computer, bliver pludselig taget i at kigge dybt ned i Stephanie Meyers kavalergang:
Et dramatisk portræt af Mette Sia Martinussen, kvinden bag restauranten 1.th, bliver blot endnu mere eventyrligt i mødet med et motiv af en lysestage fra restauranten. I artiklen i Spis&Bo d 11. januar, citeres Mette: “Jeg er historiefortæller. Det er, når jeg fortæller historier, at min ild begynder at brænde.” Sikke da et magisk sammentræf, siger jeg bare!
Som visuel nørd tabte jeg næsten luften, da dette møde opstod d. 13. januar på side 7 under Debat. Her ses tegneren Per Marquard Otzen’s parafrase over det ikoniske billede af Den Franske Revolution på barrikaderne “Friheden fører folket” af Eugène Delacroix, 1830. Kvinden i front, der løfter det franske flag, trikoloren, symboliserer friheden. I kampens hede er kjolen gledet ned, så brysterne blottes. I dette magiske øjeblik i min stue træder en anden kvinde ind i billedet. Hun har samme størrelse, kroppen er i samme fremadstræbende hældning, armene har hun også i vejret … hun har tilmed en stropløs kjole på. Denne kvinde er skuespiller Anita Ekberg som i filmen “La dolce vita” fra 1960, bader i Trevifontænen i Rom. Hendes kjole sidder dog nøjagtig som den skal!
Det var blot få af de mange fantastiske eksempler, som jeg havde samlet ind gennem ugen. Helt tilfældigt er omdrejningspunktet her fotos og illustrationer, men når de visuelle briller er pudset kan Politikens karakteristiske citationstegn let blive til både horn eller hugtænder.
Om lidt kommer avisbudet, det er frokosttid, og jeg skal læse … eller kigge … i avis! Rigtig god jagt til jer alle.
Herligt observeret!
Den slags sker ikke på websider, jeg dog fandt engang en webside kirkegård hvor de kasserede sider var lagt oven i hinanden. Jeg foretrækker dog dine analoge eksempler.
mvh
Tak for din kommentar Finn, og nej, det har du da fuldstændig ret i. Længe leve tyndt papir i dårlig kvalitet 😉
Så har du gjort det igen Christina – skærpet mit blik for detaljerne! Fantastisk og berigende. Jeg må straks ud og købe papirudgaven af ugens aviser – jagten er gået ind!
Mh Cecilia
Kære Cecilia … hvor HERLIGT at høre. Tak for berigende info og god jagt 😀
Tak for de fem skønne minutters afbræk / overspringshandling, som dit indlæg gav mig, midt i en stak projektrapporter til onsdagens eksamen på Designskolen.
:^) Per
Velbekommen Per og tusinde tak for din hilsen 😀 Fortsat god arbejdslyst med rapporterne.
Hold da op! Det er jo kunst! Ligner næsten Rauschenberg… 😉 C
Rauschenberg … ja for søren, det har du har helt ret i Connie 😀
Til jer som har kommenteret i indlægget her, så kan jeg anbefale, at I besøger min Instragram-profil – her lægger jeg i ny og næ et af disse transparente møder op fra dagens avis 🙂