Er tidsånden ilde set?

For nylig deltog jeg i Creative Circles konference Creative Works, hvor jeg formiddagen igennem fulgte oplægsholdere fra sporet Design, mens Digital kørte parallelt i salen ved siden af. Samme dobbeltkoncept fulgte om eftermiddagen med hhv Advertising og Direct/PR.

I Design-salen var der udover et debatoplæg om designerens/designets rolle og info om branchens Danish Design Award, naturligvis de traditionelle inspirations-oplæg af designere, der fortæller om deres arbejde.

Sidstenævnte kategori blev meget traditionelt åbnet af Bo Linnemann fra Kontrapunkt, en uundgåelig koryfæ i branchen, som jeg første gang hørte under min studietid for 20 år siden og har haft fornøjelsen af at høre mange, mange, mange gange siden.

Emnet var skriftdesign med tidsånden som omdrejningspunkt. Det er interessant at se, hvordan skrifter gennem tiden afspejler tidsånden, og der kan bla. drages tydelige paralleller mellem typografi og arkitektur, hvilket bla gotikkens høje, slanke, vertikale former og jugendstilens svungne, botaniske karakter, var nogle af de ganske gode eksempler, Bo kom igennem:

En pointe i oplægget blev derfor, hvorfor typografi i dag er så generisk og ofte kedelig med sine tusindevis af små variationer over sansserif-skrifter, mens der opstår dynamisk, spændende arkitektur som bla Frank Gehrys Guggenheim i Bilbao. Bo indledte oplægget med at slå fast, at han selv sværger til klassisk skriftdesign og bestemt ikke er til grafitti. Og til det har jeg et spørgsmål, som der desværre ikke blev tid til at stille ved konferencen;

Kan det mon ikke være en idé at se ud over de klassiske dyder og netop lade sig inspirere af grafitti/streetart i skriftdesignet, for selvom det ofte er irriterende hærværk, er det et spændende formsprog, som må siges at være en del af tidsånden, om man vil det eller ej. Jeg er overbevidst om, at Frank Gehry har fundet inspiration i denne typografiske genre: