… og tak for det, alle I mange der er med på legen, og har lavet Jeres egen version af knækcancer-mærket, nemlig en blomst der ifgl Knæk Cancer “symboliserer livet og optimisme, og med udråbstegnet i blomsten signalerer, at det er tid til handling”.
Parafrase betyder omskrivning – en fortolkning – og er brugt/bruges typisk i både litteraturen, billedkunsten, musik, osv, i politiske, ironiske og æstetiske sammenhænge. I dag bruges parafrasering desuden flittigt som et effektivt redskab i markedsføringssammenhænge, for at få fokus på og gøre et logo/mærke levende og i nogen sammenhænge for at sætte målgruppen i aktion, få dem til at agere ambassadører, ved at pirke til deres kreative side og aktivitet på de sociale medier. Det er smart og det gør et logoet nærværende og uhøjtideligt.
For at det giver mening at parafrasere noget, kræver det, at man kan linke tilbage til udgangspunktet. Mona Lisa er nok det motiv, der gennem tiden er parafraseret flest gange, først og fremmest fordi billedet er verdenskendt. Den enkle komposition og det neutrale ansigtudtryk er desuden et godt afsæt for diverse kreative input.
Knækcancerblomsten er ligeledes oplagt at parafrasere, idet formen er enkel og består af få vigtige, visuelle pointer, der gør parafrasen succesfuld, hvis blot et par af flg punkter er indfriet:
- Lidt rødt, meget sort
- Udgangspunkt i et center
- Streger med en prik
- Dråbeformen
- Antallet (i alt 8+1)
Ud over, at alle naturligvis gerne vil støtte dette gode støtteinitiativ, som er kampagnens omdrejningspunkt, er opgaven altså også taknemmelig og mulig at udføre med en visuel succes. I skrivende stund er der derfor lagt imponerende 4267 forskellige parafraser op på Instagram vedhæftet hashtag #knækcancerblomst fra alverdens forskellige mennesker, firmaer, aldersgrupper, samfundslag, organisationer, foreninger, osv. Blomsten er en samlende form og samler tilsyneladende mange mennesker og ideer. Skønt og super smart.
Min egen blomst er meget tro over for udgangspunktet i form og antal elementer. Det sort-røde tema er omsat til brændte tændstikker og een med flamme i, inspireret af en Tænd et lys-event ved Frederiksberg Rådhus nu på lørdag: