Min familie var over sommeren så heldige at få mulighed for at leje det skønneste lille byhus i Claviers, en lille, fransk middelalder-bjerg-by i Provence.
Ud over den fantastiske udsigt til både bjerge og dale, chamerende små, smalle og meget skrå gader, skønne farver, mønstre, materialer og strukturer – for blot at nævne en lille brøkdel af det visuelle slaraffenland, som byen kunne byde på, blev jeg også opmærksom på en anden, fascinerende detalje; Byens skiltning – fra gadenavne til husnumre – er 100% konsekvent gennemført. Ikke fabrikeret ens, da een af fællesnævnerne er, at skiltene alle er af sten med de forskellige former og strukturer dette materiale nu engang har. Derudover er fællesnævnerne huggede kapitæler malet i bordeaux, centreret på stenen, samt byens byvåben øverst på gadeskiltene.
Jeg er meget imponeret over, at det har været og fortsat er muligt at gennemføre denne konsekvens i byens skiltning. At nogen har taget beslutningen og at byen/kommunen prioriterer denne høje og flotte standard i en lille-bitte landsby i bjergene. Og så er det i øvrigt en fantastisk god idé at dyrke variationen i den konsekvente skiltning. Dette skiltprogram er vi mange, der kan lade os inspirere af.
Herover tre eksempler på gadenavne med byvåben og herunder husnumre på stenhusenes facader: