Det er forår, jeg er forelsket, og det er derfor med bankende hjerte, at jeg her skriver om Nadia Plesners stærke solo-udstilling i Gallery Poulsen i København. Det er heftige emner og stærke kræfter, der er på spil i udstillingen med titlen “Survival of the Fittest”, og når man som jeg er besat af kontraster, falder man bogstaveligt talt pladask for de hvidmalede brosten med blå musselblomster placeret foran indgangen. Over brostenene hænger parafrase-serien “Dansk” med det bordoaux pas som gennemgående tema – en ligeledes fantastisk original, samfundskritisk kommentar.
Fra broderede våbenskjold og malede udsagn på kakerlakker til flintøkser med emojies og enorme væg-til-væg-billeder i perler … det er en fantastisk rejse gennem et stærkt visuelt og kritisk slaraffenland. Jeg er i næsegrus beundring over den kærlighed og tid, der er lagt i værkerne. Politikens anmelder (d 23 april) skriver at “for Nadia Plesner er tid ingen mangelvare”, hvilket jeg ikke skal gøre mig klog på – men hun må bruge døgnets 24 timer temmelig effektivt.
Anmelderen beskriver også et af værkerne som “en trøje beklædt med små spejle” og i galleriets prisoversigt er der lavet en copy/paste-fejl, så alle 14 værker i Dansk-serien er beskrevet som “Gouache on paper”. Det er fejl som måske nok kan virke overfladiske, men som ikke yder værkerne retfærdighed … det er nok gået lige lovlig hurtigt i begge tilfælde? Dansk-serien må siges at være lavet på mixed media og vigtigere er det, at der ikke er tale om en trøje (!) men en redningsvest beklædt med spejle som hænger slapt ned fra loftet og dingler men samtidig fungerer som en discokugle. Altså en redningsvest og ikke en trøje – en temmelig vigtig pointe da det jo nok er et vink til … Ja, så behøver jeg vist ikke at sige mere. Men det er menneskeligt at fejle, og det er en travl tid vi lever i … måske emner der blot kan inspirere til Nadias kommende værker? 😉
Der er udsigt til en regnfuld, forlænget weekend så snup paraplyen og kom ind og se denne udstilling. Udstillingen er forlænget frem til d. 12. maj.
(billederne er lånt fra Nadia Plesners hjemmeside)