I anledning af Politikens nyligt afholdte fødselsdag skrev avisens designchef Søren Nyeland en kronik om papiravisens mange kvaliteter kontra nettes overfladiske nyhedsstrømme og ufleksible visuelle muligheder.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er en flittig avislæser … men jeg er en særdeles flittig avisbladrer. Politiken kommer dagligt i min postkasse, og det bliver derfor til uoverskuelig mange sider med stof af meget blandet karakter ugentligt. Hvad enten det er dovenskab eller prioritering af tid, så bliver hverdagens aviser ofte kun bladret hurtigt igennem, og en eyetrack-undersøgelse vil nok hurtigt afsløre, at mit blik hopper fra billede til billede, overskrift til overskrift, en billedtekst i ny og næ og måske – hvis tiden eller interessen er til det – en artikel. Og her kommer et af designchefens argumenter i spil, for avisen er for mig langt mere end de skrevne nyheder. Den er et visuelt sammenkog af farver, typografi, fotos, tegninger, layout og ikke mindst er den stoflig, dufter af tryksværte og har en behagelig lyd, når jeg vender en side. Alt i alt er min daglige avis-“læsning” en mental pause, og i stedet for at have dårlig samvittighed over, alt det jeg ikke når/gider at læse, så nyder jeg at hente den i postkassen og som minimum lade blikket glide ned over forsiden. I det forudsigelige, stramme avisgrid giver Politiken nemlig ofte plads til overraskelser – en mulighed som de digitale mediers templates ikke kan imødekomme. Om man kan kalde den smuk og æstetisk finder jeg ikke interessant, den balancerer perfekt mellem at være seriøs/troværdig og forfriskende fræk. Som designchefen kalder det; “Punk på den pæne måde”.
Jeg har i flere indlæg kommenteret på min visuelle avislæsning, bla. det faktum at avisens sider er transparente, hvilket giver nogle herlige, tilfældige møder og helt særlige øjeblikke under avisbladringen (der er iøvrigt kommet flere eksempler til på min Instagram-profil). Designchefen kommer da også ind på netop transparensens muligheder, men når desværre ikke længere end til at nævne en enkelt løsning lavet af kunstneren Olafur Elisasson som har udnyttet transparensen meget konstruktivt på en forside. Det er ærgerligt, idet transparensen jo netop er tilgængelig for alle dem der læser avisen på papir i stedet for på nettet.
Som afslutning vil jeg derfor fremhæve endnu en af papiravisens herligheder; falsen. På forsiden af selvsamme sektion, hvor ovennævnte kronik er at finde (Kultur, d. 1. okt), pryder et stort portræt af netop afdøde Kim Larsen. Han storsmiler sit karakteristiske, brede smil og dets lige, smalle streg bliver understreget af avisens vandrette fals, der oven i købet får avisen til at bukke, så smilet buer udad og bliver ekstra bredt. Det er virkelig et smil med format 😉 Spørgsmålet er, om det var bevist fra layouterens side eller et ganske tilfældigt møde – en oplevelse for den særligt opmærksomme papiravis-læser?
Længe leve papiravisen 😀
Tak for kommentaren Christina.
Det er korrekt, at Kim Larsens smil er underbygget af avisens fold. Seniorlayouter Peter Sætternissen – det hedder han faktisk – har bevidst arbejdet med den detalje.
Jeg havde gerne uddybet emnet ‘det transparente’ yderligere, hvis artiklens længde havde tilladt det. Men transparens og andre taktile aspekter er et digitalt område, hvor vi vil se en fantastisk udvikling i de kommende år. Politikens UX-designere er meget bevidste om disse uforløste muligheder.
Et andet emne som jeg gerne havde uddybet er avisens betydning for udviklingen af bladtegning og fotografi. I en verden hvor vi alle er blevet mere visuelle er vi alligevel blevet mindre visuelle! For i dag kan vi alle fotografere, mens de fleste har glemt at tegne. Groft sagt. Det fænomen observeres især blandt yngre generationer. Den diskussion kunne du og andre bloggere med fordel kaster jer ud i …
Hilsen, Søren Nyeland
Og tak for din, Søren, og tak for dit forslag til kommende emner. Og en helt igennem fantastisk idé med folden, Peter 😀