“Hvad har du så lavet her?”

For nylig pointerede jeg for en kunde, at jeg ikke er grafiker men designer – grafisk designer om man vil – og hun spurgte: ”Jamen er du da ikke uddannet grafiker?” – et meget forståeligt og heldigvis meget konkret spørgsmål, som jeg derfor kunne svare meget klart og tydeligt på: ”Nej, jeg er uddannet designer i faget visuel kommunikation”. 

Jeg har tidligere skrevet flere indlæg, der forsøger at beskrive forskellene mellem en grafiker og en grafisk designer, for jeg befinder mig ofte i en situation, hvor jeg skal argumentere for disse forskelle over for kunder og andre med interesse i, hvad jeg har lavet og kan tilbyde. At definere forskellen er først og fremmest væsentlig, fordi det er forskellige kompetencer, der kan komme i spil. Det kan måske sammenlignes med forskellene mellem at være skrædder og tøjdesigner – altså at være den gedine håndværker til et fag eller at være den, der definerer et overordnet koncept (på et kunstnerisk eller problemløsende niveau) og måske sjældent selv har nål og tråd mellem hænderne. 

Og hvad kan sådan en som jeg så tilbyde? Når jeg har været involveret i en udstilling, lyder spørgsmålet af gode grunde ofte: ”Hvad har du så lavet her?”. Svaret er sjældent så ligetid, idet en stor del af min involveren ofte ligger i processen, som kan indeholde problemløsning, koncept og idé, visuel analyse, kontinualitet, symbolik, rumlig forståelse, osv. alt efter opgave. Og jeg har ofte og helst en langt mere rådgivende rolle end udøvende, ofte og gerne i tæt samarbejde med kunden. Nogen gange kan ideer og løsninger vendes verbalt, når man går rundt i lokalet, andre  gange skriftligt eller visualiseret. Fællesnævneren er, at de hører til i processen og at en stor del af dette arbejde ikke nødvendigvis er synligt i den endelige løsning … som måske netop fremstår meget enkel, fordi en del er prøvet af og fravalgt undervejs. Og jo, det kan sagtens være mig, der har fritlagt et foto eller typograferet nogle værkskilte i den endelige udstilling,  men selvom det i sidste ende er noget af det mest konkrete/synlige, er det blot en lille procentdel af det, som jeg har budt ind med i min rolle som designer.

Et lyserødt tapet med et sort anker-mønster var besluttet til montren med en gine iført Lolita-kjole. Hvilke konsekvenser ville dette få for retsen af rummet – både ifh. til farver og mønstre? 

Jeg lavede en lille farveanalyse for at få et overblik over, hvilke farver – og ikke mindst mængder af disse – der allerede ville være til stede i montrene via udstillingsgenstandene. Her indgik det lyserøde tapet som en markant spiller.

Hvis montrene skulle inddeles i temaer, kunne farver være et særdeles konstruktivt, samlende element, både visuelt og formidlingsmæssigt. Herunder er et bud på, hvilke farver det i så  fald kunne være ud fra genstandene og med det lyserøde element i Lolita-området; blå omkring området med bla. sømandsstriber, rød omkring temaet ”den sexede sømand”, osv. På tegningen ses de to længder på ”Skibet” hvor det viser sig, at det røde område er placeret til venstre for “skibets stævn”, og dermed i skibets bagbord side. På sømandssprog er rød = bagbord mens grøn = styrbord/højre:

Et andet spørgsmål var tapetes ankermønster. Skulle tapetet bruges på alle bagsider i det lyserøde område eller kunne man med fordel lade det dominerende mønster blive bag ginen og udelukkende lade farven og måske en enkelt, gennemgående linje fra mønstret gå videre til de andre montre?:

OG hvis dette lyserøde mønstertapet blev brugt, hvordan skulle mønstre da overføres til de andre farver? Skulle ankermønstret bruges gennemgående i hele rummet, eller skulle hver farve/tema have sit eget mønster, dannet af ikoner der var passet det enkelte tema?:

I så fald kunne de forskellige områder se sådan ud:

Brug af fotos af vand til at indikere et tema eller en farve, var også til overvejelse. Disse fotos kunne naturligvis også bruges  til at forbinde de forskellige rum/montre i Skibet, som vist her:

Og de sort/hvide fotos af historiske personer iført striber, kraver, osv., hvordan skulle de indgå? Skulle de fritlægges, mikses sammen med mønstret, indgå i en farve, osv. Her lidt forskellige skitser fra denne del af processen:

Kunne disse personer være 1:1, dvs. have samme størrelse som tøjet på ginerne og hængende i montre? Og hvilke konsekvenser ville det få ifh. til f.eks. beskæringer o.lign?

De allerede nævnte forskellige, visuelle virkemidler blev skitseret sammen med bla. typografiske skriftbilleder. Hvor stort, hvor meget, hvordan kunne det integreres med de andre elementer, hvordan ville det være synligt og læses i rummet, osv. Disse skitser er ikke medtaget her, men nedenstående visualiseringer giver en god opsummering på ovenstående tanker og ideer, fordeling af visuelle elementer og tomme rum, osv:

Ideen om at lade mønstre fra tøjet på de sort/hvide personfotos ”folde sig ud” som grafik på montrenes bagvægge skulle naturligvis også prøves af. Hvordan skulle det i så fald gribes an, og hvor meget skulle mønstret fylde?:

En montre har 5 sider, så det var vigtigt at forholde sig til dem alle. Skulle linjer gå fra bagvæg og videre ud på montrens top og bund, og hvordan skulle mønstre i øvrigt overlappe fra det ene tema til det andet? I denne del af processen var de forskellige “tapet-mønstre” og “-farver” valgt fra i ønsket om at forenkle  og skabe  en samlet helhed. sort, hvid og blå var valgt:

Og når nu det oprindelige, lyserøde tapet med ankermønster alligevel var blevet forkastet, kunne det måske være en ide at have spejl på bagvæggene i montre med giner, så publikum kunne fornemme at have tøjet på (både spejle og grafiske linjer blev dog sorteret fra i denne sidste del af den kreative proces):

Det stramme, rektangulære grid,  som indledningsvis blev nævnt til montren med striktrøjer, blev undervejs prøvet af til brug i de andre montre, for at dyrke konsekvens og for at tænke innovativt inden for dette enkle grid. Kunne montren med dazzle-mønstret f.eks. have rumlige felter, der brød mønstret op eller gøre brug af spejle, så publikum blev inddraget?:

Kunne den smukke, skulpturelle hat formet som et skib, designet af Philip Treacy, stå i en smal montre med mulighed for at publikum kunne placere sig bag den og lade sig fotografere med den på? – alternativt fremstå som en sort silhuet på en transparent plade som et selfiespot, som skitseret herunder, placeret i nærhed af udstillingen?

Ovenstående forløb viser nedslag i en proces og en dialog som både er problemløsende i kraft af at være praktisk funderet, analytisk og kreativ … den åbner for muligheder, den afklarer spørgsmål og gør det tydeligt, hvilke konsekvenser et valg kan have på resten. Det er i processen, hvor det giver rigtig god mening at have en designer med ind over – gerne fra projektets spæde start til den endelige ophængning, hvor vigtige detaljer let kan gå tabt; i hvilken højde skal noget hænge, hvilken vinkel skal en spot have for at der ikke opstår uhensigtsmæssige skygger, osv. Det er ønske-scenariet for mig som designer og en god investering for kunden 🙂