Her en opfølgning på et tidligere blog-indlæg, Rute #1, som beskrev diverse tanker og ideer, sat i gang på en gåtur nær Østerport station. Denne rute går fra Islands Brygge over Langebro til Tiegtensgade, og bød på både inspirerende og både store og små tankevækkende oplevelser af meget forskellig karrakter.
Vis Rute #2 på et større kort
Ved SimCorps bygning så jeg denne skulptur, perfekt placeret centreret i en slags lukket indergård. Fra vejen dannede glaskuben et vandspejl i det lave bassin foran bygningen og glasset changerede i det skarpe lys. En slags visuel parafrase over den stramt komponerede glas-arkitektur. Ved at se den lidt fra siden blev træstammerne inden i glaskuben tydeligere men det var ikke muligt at komme tæt på fra denne side af bygningen. Den venlige receptionist lod mig komme ind i kantinen hvorfra billedet til højre er taget og her fremstår skulpturens træstammer som grafiske silhuetter i modlyset. Jeg er meget begejstret for denne smukke, kontrastfulde og meget enkle skulptur. Mødet mellem de organiske og stramme linjer er markant og forstærkes af det massive og transparente materiale (grenene er lavet af jern, bronze, e.lign.). Jeg fik adgang til skulpturen helt tæt på og den søde receptionist og jeg søgte efter et skilt med navn på kunstneren, uden held. Jeg har ej heller haft held ved at søge på Google. Så hvis nogen kan hjælpe vil jeg være meget taknemmelig.
Måske skulpturens kvadrat og linjer er en kunstnerisk pendant til designelementet i virksomhedens logo? Uden for ved hovedindgangen blev jeg opmærksom på den meget elegante skiltning, som jeg har forsøgt at fotografere (th). Udformningen af skiltet tager udgangspunkt i formen og består derfor af 4 “udstansede” lag. En løsning der er af stor kvalitet og ærekærhed overfor virksomhedens logo i modsætning til de to eksekveringseksempler her til højre som blot er flade og uinteressante og oven i købet, i øverste eksempel, ændrer form grundet linjer i facaden, slagskygge, mm.
Desuden bør disse piktogrammer nævnes, fundet på KL-huset i nærheden. Sejt at udstanse hhv. den positive og den negative form som her, så den indgår på lige fod med pil og typografien længere fremme på facaden.
Over Langebro bed jeg mærke i disse betonpiller. De store, tomme flader kunne være vidunderlige, alternative lærreder her i byens rum, næsten på størrelse med gavle. Jeg kan ikke forestille mig at der er nogen sikkerhedsmæssige grunde til deres nuværende golde råhed?
Da jeg kom forbi restauranten Wagamama med det stringente sort/hvid/røde, lettere kommunistiske (?) men meget elegante logo, studsede jeg over udformningen af de to logo-versioner over indgangen (foto tv). Logoet på højkant vises korrekt i en negativ version; hvid tekst og rød stjerne. Den lave kontrast mellem den sorte baggrund og den røde stjerne gør, at stjernen er sekundær mens den hvide typografi har størst vægtning. Den horisontale udgave af logoet er her lavet i en version, så den sorte tekst på en hvid kant. Sådanne logo-bearbejdninger skal altid være mulige i helt specifikke situationer, som f.eks. i skiltesammenhæng, hvor logoet ifh. til arkitektur, læsbarhed, osv. er/bør være i fokus. NÅ men jeg vil da alligevel mene at stjernen ikke skal have denne hvide kant omkring sig, så vægtningen fra logoet bevares (foto-manipulation th).
Og som afslutning en vidunderlig lille collage dannet i mødet mellem patina og et klistermærke …
Kære Christina
Genialt indlæg, jeg glæder mig allerede til det næste.
KH. Mads
Det nærmeste jeg kan komme det er her http://www.insitu.dk/_../INSITU/Optegnelser/2010/9/12_SimCorp___130_kunstvrker_optimerer_arbejdsmilj_og_skaber_identitet.html
Kunstformidlingsvirksomheden IN SITU har stået for indkøb af al kunst til SimCorp.
Tak for dette fif. Jeg har nu kontaktet IN SITU, som var utrolig hjælpsomme og i øvrigt begejstrede for at nogen lægger mærke til kunsten i byrummet 🙂 De har stået for megen kunstrådgivning og kunstindkøb for SimCorp men netop desværre ikke denne skulptur. De kunne dog fortælle at kunstneren er norsk og gav bud på hvem jeg kan researche videre hos. Så tak til IN SITU. Og jeg melder tilbage når jeg ved mere …
Så er kunstneren bag skulpturen fundet. Rikke Dalager, kommunikationschef i SimCorp, kunne oplyse, at kunstneren hedder Kjell Nupen. Her er hans website:
http://www.kjellnupen.no/mainpage.html