Stempelteknik

På afstand ser portrætterne af disse flygtningsbørn ud som naturalistiske stregtegninger, men ved nærmere eftersyn opdager man, at de udelukkende er lavet med et annulleret-stempel.

Jeg har lavet denne serie som en kommentar til den sørgelige situation med de alt for mange børn, der skal opleve at være på flugt og ikke mindst Vestens bureaukrati, der dømmer og beslutter disse børns skæbne og fremtids med et stempel.

Få mere indsigt om børn på flugt hos bla. Red Barnet og Dansk Flygtningshjælp samt i dette store emnetillæg i Berlingske om Flygtningsbørn.

Typografisk illustration

Ulysses, en roman af James Joyce, skiller sig markant ud fra andre bøger. Bogen er skrevet i – og blev kendt for – et sprog der kaldes stream of consciousness-teknikken (bevidsthedsstrømme) hvilket gør den meget kompleks at læse. Sproget er i fokus. Kapitlerne skiller sig sprogligt ud fra hinanden og får deres egen identitet.
Det afsluttende kapitel “Mollys monolog” er på ca. 50 sider – et citat uden tegnsætning eller logisk ordnede tankerækker. Dette enorme citat er brugt til at danne portrættet af James Joyce på bogens forside (efter tegning fra den oprindelige forside – en forside som efter min mening ikke på nogen måde afspejler den kompleksitet bogen indeholder sprogligt).Til højre for layoutet er lavet 3 forstørrede udsnt ved hhv. næse/skæg, venstre øje og midterskildning/hatteskygge.

Christina Bruun Olsson, James Joyce, portræt, typografi, grafisk design, bogomslag

Collage-teknik

Denne serie collager er inspireret af et arrangement afholdt af Den Kongelige Ballet med idé af Peter Bo Bendixen. Balletten rykkede ud af teatret for at infiltrere sig i folks hverdag ved at danse klassisk ballet i gadebilledet. At møde danserne i disse meget overraskende, utraditionelle, uhøjtidelige og ikke mindst rå, ufine miljøer (for mit eget vedkommende på en metrostation) var meget uventet og fantastisk oplevelse.
Illustrationerne er dannet af to dele; et sort/hvid print af en ballerina og et stykke afrevet plakat. Disse to komponenter er udvalgt til at danne par når der opstod en forbindelse i linjerne.

Computer-collage

H.C. Andersens eventyr tager ofte udgangspunkt i Danmark, naturen, vejret ... og ikke mindst ham selv. Illustrationerne her er lavet til en kalender med 12 portrætter af H.C. Andersen, som hver især tager afsæt i årets 12 måneder og desuden visualiserer et af hans eventyr. De to eksempler her er hhv. december/Den lille pige med svovlstikkerne og september/Den grimme ælling.
Alle 12 illustrationer er collager lavet i Photoshop med udgangspunkt i forfatterens portrætfotos og håndskrift samt indskannede maleriske effekter.

Da jeg havde læst Herbjørk Wassmo's trilogi (Dinas bog, Løkkens søn og Karnas arv) om den vilde Dina kunne jeg ikke slippe stemningen og de billeder der var opstået af miljøet – så vildt, råt og smukt. Jeg udarbejdede derfor denne serie illustrationer som forslag til bogomslag. De flossede og porøse collager er lavet i Photoshop med udgangspunkt i hver af de tre fotos.

Illustration med lys og skygge

Royal Copenhagens kendte megamussel- og blondemønstre er karakteriseret ved de enkle og genkendelige former, hvilket åbner muligheder for at arbejde med dem som papirklip.
Ovenstående eksperimenter til kort er skitser på et tidligt stadie, men de visualiserer min idé om 3D-kort, hvor dele af mønstret popper op ved foldning. Når kortene åbnes og lyset bryder gennem mønstret, danner det et spil af skygger på indersiden, nøjagtig som når sollyset bryder gennem trækronerne og laver skygger på dugen på det dækkede sommerbord i haven.