Så er der valg i gaden igen og den sidste uges tid har budt på et inferno af stiger, strips og partikammerater med røde kinder. Traditionen tro kan jeg naturligvis ikke lade være med at blande mig lidt, for er der mon sket noget nyt siden sidst? Jeg har genlæst min anmeldelse af plakater fra kommunevalget for 4 år tilbage og kan konkludere, at der ikke er sket meget nyt. Flere layout-templates er hentet frem fra harddiskene – selv portrætbilleder bliver genbrugt … er det mon troværdigt at lyve om sin alder, man man jo spørge sig selv. Men lidt nyt er der dog sket hist og her. Især Enhedslisten markerer sig i år ved at bryde rektangulære monotoni – cirkler og trekanter hopper nu rundt i træer og lygtepæle og sidstenævnte form kan oven i købet danne tag på konkurrerende partiplakater.

Det trænede øje har måske også lagt mærke til, at Enhedslistens logo og typografi ser anderledes ud? Den store, bløde, irregulære taleboble er erstattet af en kantet bjælke og logo samt typografi står i versaler med en tæt spatieret grotesk-typografi, der giver associationer til 30’ernes legende, ujævne typografering. Hvorfor Enhedslisten har fået en ny visuel identitet, og hvad tanker bag den er, kan man læse om på partiets hjemmeside. Jeg vil ikke her komme yderligere ind på emnet, men det er muligt at læse en anmeldelse af den på Journalisten.

I stedet for at irritere sig over plaktatjunglen med de mange stirrende blikke, kan man vælge at lade sig underholde af de mange eksempler, hvor plakaterne er hængt mindre heldig op. Forleden kom jeg f.eks. forbi denne Venstre-kandidat, som var svær at få øjenkontakt med:

De sidste par dage har jeg desuden set nedenstående billede hos seks forskellige personer på FaceBook og Instagram. Jeg har spurgt dem alle, om de er ejermanden, men har kun fået negativt svar. Jeg kan derfor ikke kredittere ejermanden og kan ej heller verificere, at billedet er virkelighed og ej computermanipuleret. Men det er dæleme sjovt og giver jo nogle spændende muligheder ved fremtidige regeringskoalitioner …

ØV, BØV, AV, AD, KO, OK, KØ, BAD, FRØ, KRAV eller FORDI alt efter om det er 2, 3, 4 eller 5 partier, der slår sig sammen.
Min 11-årige søn så desuden et par mere ungdommelige ord; DAB og XD (sæt x ved D) som spændende muligheder.

Jeg ser frem til at følge valgprocessen på gadeplan, idet den plejer at udvikle sig særdeles underholdende når vejr og hverdagsslidtage sætter ind. Rigtig god valgkamp.

Der vil givetvis komme flere anmeldelser af valgplakater de næste par uger, og dem vil jeg forsøge at samle i indlægget her. Har du læst nogen, skriv dem da gerne i kommentarfeltet. Her et par friske bud fra Berlingske tidende, BT,

7 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.